Tidligere Værker

Jeg har malet rigtigt mange malerier i tiden løb, og her kan du få et indblik i mit tidligere arbejde.

Ser man på min kunst i et kronologisk perspektiv, er det tydeligt, at min stil har ændret sig markant undervejs.

Kigger man på mine tidlige abstrakte værker, fremgår det eksempelvis klart, at geometri og lige linjer har inspireret mig. 

Graden af detaljer er også langt fra lige så høj, som den er i mine senere malerier.

Undervejs i min rejse i kunstens abstrakte verden har jeg udviklet og benyttet mig af flere og nye teknikker. Jeg er også blevet mere modig i min stil.

Jeg bruger flere farver, og jeg eksperimenterer med andre figurer og inspirationskilder.

I flere af mine senere abstrakte malerier ser man, at jeg først danner motivet af farverne og derefter markerer jeg de figurer, som jeg ønsker at fremhæve.

Ligeledes benytter jeg jævnligt en teknik, hvor jeg lader maling løbe ned over lærredet. Enkelte malerier er næsten udelukkende skabt med denne teknik, hvor jeg i andre værker mere har brugt den som effekt for at fremhæve mine ideer. 

Ved mine junglemalerier er billedet lidt det samme.

Graden af detaljer og valget af farver har udviklet sig meget, fra da jeg begyndte at male.

Mine første junglemalerier var ofte mere afdæmpede i farverne, og detaljegraden på de enkelte blomster, dyr, frugter og planter var ofte holdt på et moderat niveau.

I mine senere junglemalerier er detajlegraden øget væsentligt og farverne er ofte en del stærkere.

Det naivistiske udtryk har dog været der helt fra starten. formentlig grundet min store kilde til inspiration til disse malerier – Henri Rousseau.

Siden er min serie Time to Play kommet til, som er en serie af meget farvestærke motiver, hvor naivismen igen har fået lov til at spille en rolle.

Denne serie af malerier afskiller sig ret markant fra mine andre værker. 

Selvom der er både abstrakte elementer og ofte også blomster og dyr i motivet, er stilen helt anderledes og helt sin egen.